Et lille smil i hverdagen. Et lille nik til anerkendelse. Der skal ikke meget til, før at vi føler os set. Men i en fortravlet hverdag, så er netop det lille nik og den beskedne anerkendelse ved at dø. Måske er der tale om, at vi ikke kan rumme mere. Måske har vi ikke behov for at anerkende andre, i en hverdag, hvor vi selv higer efter anerkendelse. I det følgende lidt teorier omkring den manglende anerkendelse, vi måske burde give hinanden i vores travle hverdag.
At give andre en god dag
I virkeligheden kræver det jo ikke særlig meget af os. Altså det at se hinanden i øjnene. Smile til hinanden. Sige hej, farvel, god dag og så videre. Ekspedienten i netto er forhåndsinstrueret i at ønske dig en god dag. Hvorfor vælger mange af os ikke at svare? Det samme gælder naboen, som vi ikke rigtig anerkender, selvom vi krydser hinandens vej flere gange i løbet af ugen. At ønske hinanden en god dag, at smile og nikke, kan måske ændre en stemning.
En fortravlet hverdag
Vi har travlt. Jobbet skal klares til perfektion. Familien skal passes og normer skal overholdes, så vores liv i høj grad virker perfekt. Det handler vel i virkelighed om, at vi søger anerkendelse i alt, hvad vi gør. Netop derfor burde vi måske være bedre til at anerkende andre? Med den lille anerkendelse i hverdagen vil noget af presset fra hverdagen måske forsvinde, eller i hvert fald skabe plads til et lille smil og en hilsen tilbage.
At rumme det hele
En teori kan være, at det moderne menneske i forvejen skal rumme så mange indtryk, at der slet ikke er plads til at tage mere ind. Man kan tale om at anonymiteten bliver altafgørende for at kunne fungere i et samfund som vores. Vi har måske ikke behov for at se og høre så meget til andre end dem, vores venner og familie, som står os nær.
Med mobiltelefoner, computer, fjernsyn og andre apparater, er vi jo nærmest altid på. Den anonymitet, som man praktiserer og som gør os fjerne fra fremmede mennesker kan altså også være et produkt af ren og skær overlevelsesteknik i en presset hverdag.
Skal vi anerkende hinanden, så start måske i det små
Det handler måske om at indse, at der er et problem med den måde, hvorpå vi altid skal være tilgængelige. Hvis vi bliver bedre til at have tidspunkter, hvor vi kobler fra, bliver vi måske også bedre til at være til stede i nuet. Vi bliver på den måde bedre til den umiddelbare anerkendelse af de mennesker, som findes i vores nærvær, hvad enten det er ekspedienten i netto eller vores børn på den anden side af spisebordet.
At se hinanden i øjnene kan måske være løsningen på stress, depression og daglige sure opstød. Ved at anerkende hinanden vil vi givetvis føle os mere sete og hørte, end vi gør det igennem en skærm. Fysisk kontakt frem for interaktiv kommunikation må være vejen frem i de fleste tilfælde, hvor resultatet skal være det menneskelige.
Seneste kommentarer